Der er gang i byggeriet i Odsherred Kommune i øjeblikket. Både kommunen selv, erhvervslivet og private bygger ud og om, og der er sket et veribalt boom i opsætning af solceller i både helårshuset og sommerhuset og forespørgsler herom.
Det giver ekstra travlhed hos fagcentret Ejendom og Byggeri, som også står foran afvikling af feriesæsonen med nedsat bemanding og resultatet er derfor, at ekspeditionstiden er noget længere end normalt.
- Vi kan glæde os over, at der er gang i byggeriet, men det betyder også, at vi må bede om lidt tålmodighed, også ved de såkaldte STRAKS-behandlinger, hvor der må forventes tre-fire ugers ventetid, siger leder af centret Gitte Jørgensen.
Gennemgangen af nye byggesager, som i dag normalt sker inden for ni arbejdsdage, kan forventes at blive fordoblet.
Dialogmøder om og sagsbehandling af nye store byggerier, deriblandt erhvervssager, vil stort set ikke kunne ske før i uge 30, som er sidste uge af juli 2012.
Ventetiden på landzonetilladelser vil fortsat være 12–14 uger, mens behandling af ændringer i Bygnings- og Boligregistret også må forventes at blive forlænget.
Det er ferietid
Ejendom og Byggeri tager sig ikke kun af byggeansøgninger og tilladelser til byggeri, men også mange forespørgsler og mindre ansøgninger, eksempelvis om opstilling af boder og scener i forbindelse med festivaler og byfester.
Ejendom og Byggeris medarbejdere holder ferie som alle andre og det betyder, at der i hele skoleferien stort set kun vil være den halve bemanding, da der ikke bliver ansat vikarer.
Så kombinationen af det høje aktivitetsniveau i byggeriet og afholdelse af ferie betyder, at der vil være længere tid på en afgørelse end det, der lige nu er de forventede sagsbehandlingstider – som de fremgår af hjemmeside.
- Vi håber på forståelse for situationen og ekspeditionstidernes længde lige nu, siger centerchef Gitte Jørgensen, som forventer en normal ekspeditionstid igen i slutningen af tredje kvartal.
Yderligere oplysninger: Centerchef Gitte Jørgensen, Ejendom og Byggeri, 59 66 60 79, 29 40 02 32