Beskrivelse
Lokalplaner kan regulere de emner, der er beskrevet i planlovens § 15, og kun dem. Det kan fx være:
- hvordan husene må ligge på grunden
- hvad bygningerne må anvendes til
- om der er krav om tilslutning til fjernvarme
- om der er pligt til medlemskab af en grundejerforening
- om bygninger er bevaringsværdige
- bygningshøjder og facadeudformning
Lokalplanen er bindende for den enkelte grundejer, men omhandler kun fremtidige forhold og giver ikke grundejerne handlepligt.
Bestemmelser i lokalplaner kan normalt ikke tilsidesætte regler i anden lovgivning.
Altid lokalplan inden større byggerier m.m.
Byrådet kan til enhver tid lave forslag til lokalplaner, og der skal altid være en lokalplan inden der gennemføres større byggerier, anlægsarbejder og nedrivninger og når et areal ønskes overført fra landzone til byzone.
Må ikke stride mod kommuneplanen
Lokalplanen må ikke stride mod kommuneplanen. Er der modstrid, skal kommuneplanen ændres med et tillæg, hvis lokalplanen ønskes gennemført.
Ændring af lokalplaner
En eksisterende lokalplan kan kun ændres ved en ny lokalplan, medmindre ejendommen skal føres tilbage fra byzone til landzone.
Offentlig debat
Forslag til en lokalplan skal lægges frem til offentlig debat/høring i mindst 8 uger, før Byrådet kan vedtage forslaget endeligt. Den endelige lokalplan bliver offentliggjort af kommunen.
Dispensationer
Byrådet kan dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke strider mod principperne i planen. Anvendelses- og formålsbestemmelserne i lokalplanen er eksempler på principperne i planen.
Dispensation kan som hovedregel kun meddeles efter forudgående orientering af naboer m.fl.