Budgettet
Hvert år vedtager Byrådet et budget for det kommende år. Budgettet viser, hvordan politikerne forventer at udgifter og indtægter vil udvikle sig året efter.
Der må ikke afholdes udgifter eller indtægter i Odsherred Kommune, hvis der ikke er afsat en post hertil på budgettet.
Budgettet skal vedtages senest den 15. oktober, så der kan sendes skattekort ud til borgerne inden årsskiftet.
Likvide beholdninger
Odsherred Kommunes likvide beholdninger består af kontante indeståender i pengeinstitutter, værdipapirer opgjort til kursværdi m.v. De likvide beholdninger er midler, som kan realiseres inden for ganske få dage.
Kommunens likvide beholdninger følges løbende og opgøres ved ugens slutning. Der er ofte meget store udsving i de likvide beholdninger, hvilket blandt andet skyldes de store månedlige udbetalinger af lønninger, pensioner, afregning af kildeskatter m.v.
Særlig interessant er kommunens likvide beholdninger opgjort for de sidste 12 måneder. Her må de gennemsnitlige beholdninger ikke være negative, for så ellers overskrider kommunen den lovbestemte kassekreditregel, og kommunen risikerer i sidste ende at blive sat under administration af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Økonomisk styring
Sammenlægningsudvalget for Odsherred Kommune vedtog i efteråret 2006, at den økonomiske styring i Odsherred skal tilrettelægges efter et dialogbaseret mål- og rammestyringskoncept. Dialogbaseret mål- og rammestyring beskriver, hvordan de politiske mål bliver omsat i praksis.
Konceptet består kort fortalt af følgende dele:
- Byrådet vedtager den overordnede vision og de overordnede målsætninger for kommunen.
- Byrådet vedtager de økonomiske rammer for Odsherred Kommune og fordeler den samlede ramme mellem de forskellige fagudvalg.
- De enkelte fagudvalg vedtager de konkrete målsætninger på fagområdet og fordeler udvalgets økonomiske rammer mellem afdelinger og institutioner.
- Lederen og ansatte på den enkelte institution og i den enkelte afdeling sikrer, at der sker den bedst mulige målopfyldelse inden for de givne rammer.
For at sikre sammenhængen mellem mål og rammer indeholder konceptet endvidere en beskrivelse af den løbende dialog mellem politikere og ansatte.
Du kan her læse det dialogbaserede mål- og rammestyringskoncept (DOC 118 KB) i sin helhed.
Årsregnskabet
Hvert forår udarbejder Odsherred Kommune et årsregnskab, der detaljeret beskriver, hvordan udgifter og indtægter har udviklet sig i det forgangne år.
Det første egentlige årsregnskab for Odsherred Kommune vil blive udarbejdet og revideret i foråret 2008.
Regnskabstallene for 2006 vil være fordelt på de gamle myndigheder, det vil sige Dragsholm, Nykøbing-Rørvig og Trundholm kommuner samt på Staten og på Vestsjællands Amt.